Det er nu ved at være ni år siden, at jeg første gang blev opmærksom på, at jeg indtil da ikke rigtig havde levet mit eget liv, og ikke havde gjort det siden jeg var måske 2-3 år gammel, ca. den alder jeg har på billedet.
Jeg sad i en konsultation hos Karsten Munk, og mit liv var egentlig gået i opløsning, følte jeg. Hvad jeg troede var mit livs kærlighed, havde besluttet sig for at forlade mig, og jeg så ingen mening med noget længere.
Kort fortalt sagde Karsten noget i retning af: "Rune, der er overordnet to måder du kan leve dit liv på. Du kan leve i tilpasning, hvor du lytter til/fornemmer dine omgivelser, hvad de gerne vil have, og handler derudfra. Eller du kan vælge at lytte til dig selv, spørge dig selv; "Hvad vil jeg gerne? Hvad gør mig glad? Hvad har jeg at give til mine omgivelser, til verden?", og så handle derudfra. Ud fra din essens, ud fra hvad der er i overensstemmelse med dig, ud fra hvad der vækker genklang i dig."
Min første tanke var: "Må jeg godt det???" Det blev ret klart for mig, at jeg hele mit liv havde levet et liv med tilpasning. For det meste gjorde jeg alt hvad jeg kunne, for at der skulle være harmoni i mine omgivelser, forsøgte at gøre alle glade, og gjorde alt hvad jeg kunne for at alle skulle synes at jeg var et "godt" menneske (en god dreng). Måske var det netop grunden til, at jeg var blevet alene igen!?
Skyld eller ansvar
Det er egentlig meget ædelt, kun at ville andre det bedste, men når det bliver på bekostning af mine egne ønsker og det at lade mit inderste komme til udtryk, er det min oplevelse, at jeg dermed også ender med at give mine omgivelser skylden for alt det som ikke er godt i mit liv. Jeg fralægger mig ansvaret for mit eget liv. I det øjeblik jeg tager ansvaret for ALT i mit liv i egne hænder, bliver verden nærmest vendt på hovedet. Nej, jeg kan ikke kontrollere hvordan andre handler overfor mig, men jeg tager det fulde ansvar for hvordan jeg reagerer, og dermed også for hvordan jeg har det i mig. Og når jeg ændrer på mine reaktionsmønstre og tager ansvar for dem, så ændrer min omverden sig også.
Kreativitet
Min oplevelse er, at egentlig kreativitet ikke kan spire, vokse og blomstre i et liv levet i tilpasning. I hvert fald har det været min personlige erfaring. I mange år havde jeg prøvet at skrive sange, men der kom bare ingenting. Dvs. hver gang jeg prøvede, så kunne det aldrig blive godt nok. Jeg var så bekymret for hvad mine omgivelser ville sige til det, ville synes om det. Efter konsultationen ved Karsten tog jeg hjem til lejligheden i kirken hvor jeg arbejdede. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg egentlig gerne ville, hvad der ville gøre mig glad? Jeg kunne mærke, at det at skrive en sang ville gøre mig rigtig glad. Og da det ikke længere handlede om, at skulle imponere andre, og jeg egentlig kunne være ligeglad med andres mening, blev det pludselig meget nemt at skrive min første sang. Jeg tænkte, at hvis jeg helt selv måtte vælge (og det måtte jeg jo nu!:-), så ville jeg skrive en countrysang. Og hvor svært kan det være, det er jo bare tre akkorder og så derudaf. Så dukkede en gammel tanke op igen. Hvad kunne jeg skrive om, som ikke er skrevet om før, for det skulle jo være originalt. Så tænkte jeg, at det kunne være lige meget. I hvert fald kunne jeg skrive en sang om endelig at kunne skrive en sang, og om det at skulle imponere andre. Det var det jeg gerne ville fortælle, om ikke andre så i hvert fald mig selv, om.
Look Mama
Det blev til Look Mama. Den kom nærmest af sig selv. Jeg kunne se, at en del af min tilpasning lå i mit behov for at blive elsket af mor og far. Så de fik de første to vers. Min mor havde så gerne set, at både jeg og mine søskende var blevet klassiske musikere, men vi endte altså alle tre på rytmisk linie på konservatoriet. Min far var præst, så han havde måske gerne set, at sangen var blevet en sang, som kunne passe ind i en gudstjeneste. Men da det ikke længere var for at imponere dem, at jeg skrev sangen, blev det hverken det ene eller andet, men MIN egen lille countrysang.
I min tid på konservatoriet oplevede jeg, at det lidt lå i luften, at man helst skulle skrive sine egne sange, når man var sanger. På et tidspunkt fortalte én af de andre sangere mig, at hun havde været på en workshop, hvor underviseren havde hentydet netop, at en rigtig sanger skriver sine egne sange. Det gjorde ikke tiden på konservatoriet lettere for mig. Så jeg tænkte, at nu kunne han også lige få et vers (det er kun på versionen med band).
Min næste tanke var, at en anden måde at ville imponere på, ville være, at skrive et vers til min ekskæreste, så hun blev så imponeret, at hun kom løbende tilbage...det gjorde hun ikke :-)
Til sidst tænkte jeg, at det med at imponere nok fortsætter når man bliver forælder. For man vil jo gerne have, at ens børn ser op til en, at de er stolte af deres far og mor. Så selvom jeg endnu ikke er blevet far, besluttede jeg mig for alligevel at skrive et vers til min søn. Så er der i hvert fald et vers til ham, hvis han en dag skulle beslutte sig for at komme til verden :-)
LOOK MAMA - Living Room 2014 (live)
LOOK MAMA - m. band 2010
Dansk oversættelse af Look Mama:
Se mor, se hvad jeg har lavet
Jeg har skrevet min egen lille countrysang
Er du ikke stolt af din lille cowboy-søn?
Jeg ved godt, at det ikke er den klassiske stil som du kan lide,
men jeg kan spille noget klarinet hvis det gør det bedre
Jeg vil bare så gerne have, at du kan lide min countrysang
Se far, se hvad jeg har lavet
Jeg har skrevet min egen countrysang
Er du ikke stolt af din store cowboy-søn?
Jeg ved godt, at den ikke handler om Gud og Jesus,
men jeg er sikker på at Helligånden gjorde det lettere at skrive sangen.
Jeg håber bare sådan at du kan lide min countrysang
Alle de år, hvor jeg har forsøgt at imponere,
har jeg fulgt mit eget hjerte mindre og mindre
Jeg har gjort alt det I ville have mig til,
bare for at høre jer sige: ”Vi er stolte af dig”
Se her kvinde, se hvad jeg har lavet
Jeg har skrevet min egen lille countrysang
Tror du ikke, at det er på tide at du kommer tilbage til din cowboy-mand?
Så køber vi et hus i Texas og lever med countrystil
Du får fat i Dolly og jeg får fat i Lyle
Vi kan sidde på verandaen og synge små countrysange
Alle de år hvor jeg har forsøgt at imponere
troede jeg alligevel, at jeg fulgte mit eget hjerte
Jeg gjorde alt det, jeg tænkte at jeg skulle gøre
Bare for at høre dig sige: ”Jeg elsker dig”
Se min søn, se hvad jeg har lavet
Jeg har skrevet min egen lille countrysang
Er du ikke stolt af din cowboy-far?
Jeg ved godt, at du gerne vil have mig til at være stolt af dig
Men jeg har virkelig også brug for at høre dig sige, at du er stolt af mig
Af din far, som synger sin egen lille countrysang
Måske spiller de den i radioen, så kan du synge med
Sangen vil stadig være her selv når din far ikke er her længere
