Nytårsaften vil jeg (vi) gerne invitere alle interesserede til at gå det nye år i møde med sang og stilhed, og i taknemmelighed, med glæde og bevidste ønsker for det kommende år.
Og her kommer så baggrunden for denne anledning:
Et forsigtigt spørgsmål
Det startede med et forsigtigt spørgsmål. Jeg var taget på café Den go'e fe i Silkeborg, hvor jeg tilfældigvis mødte søstrene Britta og Bodil. Midt i snakken spørger Britta mig, om jeg har overvejet at holde noget, måske med noget musik, nytårsaften. Alternativt, sagde hun, at hun nok bare ville sidde derhjemme, hvilket også var ok, som hun udtrykte det. Jeg sagde, at det egentlig også var min plan, at holde nytårsaften for mig selv, og nej, jeg havde ikke nogen planer om at holde noget nytårsaften. Men der blev plantet et frø i mig, som lige så stille er spiret.
Nytårsaften i Notre Dame
Det ledte mine tanker over på min oplevelse med nytårsaften i 2002-03, hvilken jeg begyndte at fortælle Bodil og Britta om.
Jeg havde netop stiftet bekendtskab med broderfællesskabet i Taizé i Frankrig, og havde læst, at de holdt et nytårsmøde for unge i Paris. Jeg var blevet grebet af deres simple måde at holde gudstjeneste/bøn på, med sange, læsning og stilhed...stilhed var nyt for mig.
De inviterede til nytårsmøde i Paris, med privat indlogering, for kun kr. 200 + transport. Det kunne jeg ikke stå for. Jeg var blevet temmelig træt af de traditionelle nytårsaftensfester, som jeg kendte til, så det var en oplagt mulighed for at ”slippe væk” og prøve noget nyt.
Jeg rejste alene til Paris, blev indlogeret på en sovesal med ca. tredive andre, og alt i alt var det ikke helt den romantiske oplevelse, som jeg havde forestillet mig. Men det var ok. Hvad kunne man også forvente for kr. 200. Bønnerne (gudstjenesterne) blev holdt to gange om dagen i tre store haller, da vi var ca. 90.000 deltagere. Det var en ret særlig oplevelse, at sidde og synge og være stille med så mange mennesker på én gang.
Helt særligt blev det dog først nytårsaften. På en eller anden måde var det lykkedes mig at blive inviteret med til bøn i Notre Dame. Det viste sig, at en stor del af brødrene fra Taizé også var til bøn netop dér. Den startede kl. 23 med sange og læsning, og ca. ti minutter i tolv startede stilheden, og den varede til 5-10 minutter ind i det nye år. Det var magisk! Det var så rørende. At gå ind i det nye år, siddende helt stille med hundredevis af andre mennesker i Notre Dame midt i Paris, det var virkelig en af de oplevelser som har gjort et meget stærkt indtryk på mig.
En impuls
Nytårsaften har ikke været det samme siden, og de gange jeg har forsøgt at deltage i en ”traditionel” nytårsaftensfest igen, har jeg
ikke rigtig følt mig på rette sted. Så vil jeg faktisk hellere sidde alene, hvilket jeg også har gjort nogle gange siden. Men da Britta spurgte mig, gav det mig en impuls til at arrangere en aften, og se om der måske kunne være andre, som os, som egentlig også gerne vil gå ind i det nye år i stille kontemplation, med taknemmelighed for året der er gået, og med ønsker for det kommende år. I sang og i stilhed.
En særlig tid
Siden jeg først læste og begyndte at arbejde med Rudolf Steiners ord om de tolv hellige nætter fra d. 24. december til 5. januar, og hvordan vi i denne periode kan forberede os på det kommende år, er denne tid blevet noget særligt for mig. Han beskriver også, hvordan vores tanker nytårsnat særligt bliver grebet af de højeste hierakier, og at det bærer virkeliggørelsens kraft i sig. Med de ord bliver nytårsnatten noget særligt for mig, som jeg gerne vil værne om. Men også en oplevelse, som jeg gerne vil dele med dem, som også måtte ønske, at bringe bevidsthed omkring vores personlige såvel som vores fælles menneskelige livs- og udviklingsmuligheder, særligt i denne anledning omkring nytårsnatten.
Eftertanke
Jeg synes, at det er påfaldende, hvordan netop denne tid, hvor vi måske har den største mulighed for at virke bevidst skabende og have indflydelse på det kommende år, at det måske er den tid på året, hvor vi generelt handler allermindst bevidst. Jeg undres over, om der kan ligge en ubevidst ”flugt” fra at skulle forholde os til det ansvar, som vi egentlig har eller i hvert fald kan tage for vores eget liv.
Det skal ikke læses som en fordømmelse af eller hævdelse ift den ”traditionsrige” kultur. Jeg har for så vidt forståelse, ikke mindst da jeg selv har taget min del i traditionerne i årenes løb.
