Det er ikke mine ord men Jacobs. Vi gik i klasse sammen gennem næsten hele vores tid i folkeskolen. Vi har ikke haft kontakt eller set hinanden siden vi gik ud af 9. klasse, men jeg kontaktede ham for nylig, da jeg gerne ville, at han skulle høre min nye sang ”En af os” (klik på video til højre), inden jeg lagde den ud på nettet.
Sangen handler om Jacob. Den handler om nogle enkeltstående situationer fra vores skoletid, som jeg husker dem. Jeg sendte sangen til Jacob og skrev, at jeg nok havde overdrevet nogle steder for at få pointen frem. Jeg tænkte og håbede, at det nok bare var mig, som gjorde noget stort ud af nogle små episoder. Men jeg tog fejl...
Jacob svarede bl.a.
”Hold k..... du rammer plet og kan naturligvis huske det hele. Det var ikke en god tid og noget jeg sjældent tænker tilbage på.”
og
”Jeg kan selvfølgelig genkende alt hvad du synger om og det er absolut ikke gode minder jeg har fra min skoletid.”
og
”Jeg husker klassen som venneløs og frikvarterene som noget der skulle gennemføres alene.”
Det gør virkelig ondt på mig at læse. Tænk, at mennesker kan være sådan overfor hinanden...tænk, at jeg har kunnet være sådan. Tænk, at jeg har været med til at gøre Jacobs skoletid til noget, han helst bare vil glemme. Tænk, at jeg har været så blind overfor, hvordan det egentlig var for ham i frikvartererne. I ni år!! Mig!??
Men det var mig! Det er mig! Eller det er i hvert fald en del af mig og min historie. Hvilket også er grunden til, at jeg har skrevet sangen, fordi jeg gerne vil stå ved, hvem jeg er og var.
Hvis jeg kunne, ville jeg så gerne gøre det om, men det kan jeg ikke.
Mit håb er, at min, eller rettere vores, historie kan være med til at åbne øjnene for, hvad mobning kan medføre og har af
konsekvenser. For det her er 25-35 år siden, og alligevel skriver Jacob:
”Jeg er heldigvis kommet videre, men historien hænger ved og har helt sikkert indflydelse på den person jeg er i dag.”
Selvom jeg gerne ville kunne undskylde mig med, at det var miljøet, at det var de voksnes manglende pædagogiske evner, og at jeg bare var et barn, og at jeg bare var bange for ikke at være ”en af os”, så vidste jeg alligevel godt, hvornår jeg gjorde noget, som ikke var til alles bedste. Jeg vidste godt, at det egentlig var forkert. Men hvilke konsekvenser det havde, det forstod jeg ikke. Det gør jeg nu!
(og det er ikke kun for ”offeret”, at det har konsekvenser, men også for os andre...men mere om det en anden gang).
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt mig selv i søvn, men det gjorde jeg forleden.
Både i sorg over at skulle erkende den del af mig, og hvilke konsekvenser, det har haft for Jacob, men hvis det så bare stoppede der. For Jacob var ikke den eneste i vores klasse. Jeg kunne fortælle flere lignende historier...desværre.
Storsindethed
Ved du hvad storsindethed er? Det ved jeg i hvert fald nu. Jeg har oplevet det, og igen var det Jacob!
Han skrev:
”Det er et godt budskab Rune og en god sang. Håber du får mange hits...”
Med tanke på, hvad jeg har bidraget med til at gøre Jacobs skolegang til en tid uden gode minder, har han overskud til at ønske for mig, at jeg ”må få mange hits”.
Det er storsindethed!!!
Når jeg citerer Jacob, så er det med hans accept: ”Du er velkommen til både at bruge mit navn og alt hvad jeg har skrevet. Jeg skammer mig på ingen måde...”, og nej, du har heller ingen grund til at skamme dig, Jacob, hvis nogen skulle skamme sig...
Til slut skal det siges, at Jacob også skrev:
”Tusind tak for sangen og dine tanker... Den ramte mig på den gode måde... Det har haft stor betydning og jeg takker dig mange gange... og ja, det kunne være sjovt at mødes under andre omstændigheder...”
Jacob, jeg glæder mig til, at møde dig igen en dag, for jeg oplever dig virkelig som et stort og storsindet menneske!
