Himalaya - Om frygt og engle - Angels In Nepal

October 19, 2016

Engle

I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om en rejse til Himalaya. Jeg vil fortælle om mit møde med engle på en vandring i Nepals bjerge, og dele en sang, Angels In Nepal, om netop de møder.

Var det engle? For mig er der ingen tvivl. Men hvad ved jeg egentlig om engle? Kan jeg overhovedet udtale mig om engle?

Tja, jeg kan ikke komme med egentlige fakta eller beviser, men jeg ved, at de over de senere år er blevet en større og større del af mit liv. De er blevet en meget naturlig del af mit liv. Det er lidt svært også at skulle fortælle om det, for jeg oplever, at de arbejder på så mange forskellige måder, områder og planer. Både i mig og udenfor mig. Jeg vil i dette indlæg fortælle om nogle stykker jeg har mødt udenfor mig selv.

 

Her følger en lille historie om min rejse til Himalaya, og en sang om mit møde med engle på en vandring i den nepalesiske del af Himalaya.

 

Tibet og Mt. Everest Base Camp

I 2011 hævede jeg min pensionsopsparing og rejste til Asien på ubestemt tid (det blev til 5 måneder, så var mine likvider brugt op). Jeg havde et ønske om at komme op og sidde i toppen af Himalaya og meditere. Jeg havde fundet ud af, at der ved Mt. Everest Base Camp lå et kloster (Rongbuk Monastary), som skulle være verdens højest beliggende kloster. Der ville jeg op.

 

Før jeg var rejst hjemmefra havde jeg fortalt min familie og mine venner, at jeg havde brug for at det blev min rejse, og at de ikke skulle forvente at høre fra mig før jeg var klar til det (bemærk: det er ikke noget jeg vil anbefale, men det føltes rigtigt for mig, på det tidspunkt). Jeg følte et behov for at rejse ud og finde min vej, min sandhed, og ikke være påvirket at alt det jeg var vokset op i og med.

 

Hvad jeg ikke var forberedt ordentlig på var, at min krop ikke helt kunne følge med i de hurtige stigninger til højere luftlag. Jeg var kørt med tog fra Beijing til Lhasa (Tibet). En stigning på 3.500 m. på ca 44 timer. Her havde jeg 3 dage, før jeg med guide og chauffør skulle køre til Mt. Everest Base Camp i ca. 5.000 m. højde i løbet af to dage.

Allerede aftenen før vi kørte fra Lhasa kunne jeg godt mærke, at jeg havde lidt svært ved at trække vejret. Dagen efter kørte vi op til en by i 4.400 m. Da vi kom dertil havde jeg fået en pænt stor hovedpine, og følte ikke, at jeg kunne få nok ilt. Det var åbenbart ikke en uvant situation for dem deroppe, så jeg kunne gå hen i en butik og købe en dåse med ilt.

 

Da jeg lagde mig til at sove den aften var jeg ikke sikker på, at jeg ville vågne næste morgen. Af en eller anden grund var jeg dog fyldt af en ro og fred, en accept af, at jeg alligevel ikke kunne gøre hverken fra eller til.

 

Jeg vågnede dog næste morgen, og havde det lidt bedre, så vi fortsatte op til Mt. Everest Base Camp. En meget bumpet vej, hvilket ikke hjalp på min tilbagevendende hovedpine.

Da vi endelig steg ud af bilen ved Base Camp oplevede jeg et kraftigt tryk oveni hovedet. Jeg gik med min guide hen og fik taget nogle billeder foran bjerget, jeg prøvede så godt jeg kunne at smile, og så prøvede jeg at nyde oplevelsen. For det var noget virkelig særligt. Så utrolig stille, så utrolig øde. Desværre var det ikke på nogen måde muligt for mig at blive deroppe, så min drøm om at sidde i klosteret og meditere var slet ikke en mulighed. Jeg sagde til guiden efter ca. 15 minutter ved base camp, at nu ville jeg gerne ned igen. Vi kørte tilbage ned i ca. 4.000 m. og overnattede. Jeg sov om natten med alt mit tøj på og med fire eller fem dyner over mig, og jeg frøs stadig.

 

Næste dag kørte vi ned til grænsen mellem Tibet og Nepal. Det var en ca. to timers køretur, og en helt forunderlig landskabsforandring på så kort tid. Fra snedækkede bjerge uden vegetation til frodige grønne bjerge.

 

Jeg begyndte at forstå, hvorfor mit hoved havde haft det som det havde, da jeg så denne vandflaskes reaktion på bare to timer timers nedkørsel.

 

 

Nepal

Tretten dage senere var jeg klar til at tage på vandring i Nepals bjerge. Jeg havde dog ikke tænkt på, at det måske ikke var hensigtsmæssigt at starte sidst på dagen. Så da jeg startede min "bjergbestigning" mødte jeg overhovedet ingen andre vandrere. Jeg mødte nogle få lokale folk i starten, og så blev det meget øde. Jeg begyndte at føle mig meget ensom. Det var ved at blive mørkt, da jeg vandrede ind i en lille landsby. Her dukkede pludselig fem små børn op. De kom løbende hen til mig, smilende og leende, og viste at jeg skulle tage mine hænder frem som en skål. Derpå fyldte de mine hænder med små blomster, smilte til mig og løb væk igen. Her stod jeg så i dyb ensomhed i Nepals bjerge med hænderne fulde af blomster, og forstod ikke rigtig hvad der lige var sket. Det gav mig dog en ro indvendig, og en oplevelse af alligevel ikke at være helt alene.

 

Nogle timer senere kom jeg endelig til et sted, hvor der var et herberg. Her var der heller ingen andre vandrere. Der var to som arbejdede på herberget, men ingen af dem talte engelsk. Jeg fik et værelse for natten. Næste morgen vågnede jeg ved, at jorden rystede. Det var kun 5-10 sekunder, men nok til at jeg blev virkelig bange. I det øjeblik fortrød jeg virkelig, at der ikke var nogen som helst derhjemme, som vidste, hvor jeg var. Jeg tænkte, at der kunne gå meget lang tid før nogen jeg kendte, ville vide noget om mig, hvis der skete mig noget.

Jeg følte mig meget bange og meget alene. Jeg kiggede ud af vinduet, og kunne se haven foran, og ellers var der bare et tæppe af tåge.

 

 

Jeg besluttede mig for, at der ikke var andet at gøre, end at fortsætte min vandring, på trods af tågen, og min frygt for, at der skulle komme flere rystelser. Så jeg spiste lidt morgenmad, og så forlod jeg herberget. På vej ned af trappen fra herberget stod der pludselig en vild hund foran mig. Jeg vidste, at der var en fare for, at disse hunde kunne have hundegalskab. I det øjeblik tænkte jeg, om det nu også var klogt, at jeg ikke var blevet vaccineret for en sikkerheds skyld inden jeg var rejst afsted. Jeg tænkte på, hvor længe der mon ville gå, før jeg kunne være på et hospital, hvis jeg skulle blive bidt. Igen var jeg virkelig fyldt med frygt. Jeg overvejede, om jeg skulle gå tilbage op til herberget, men da hunden bare stod og kiggede på mig, besluttede jeg mig for at tage chancen og gå forbi den. Det gjorde jeg, og den begyndte at følge efter mig. Efter nogle hundrede meter overhalede den mig lige så stille, og det endte med, at den gik på stien foran mig i tågen hele formiddagen, indtil vi kom til den næste landsby.

 

For mig blev disse to møder, med børnene og hunden, til oplevelser af møder med engle. Engle som kom til mig i situationer, hvor jeg følte mig allermest ensom og var allermest bange. Engle som kom med de ord, som vi kender dem bedst for: Frygt ikke. Men også for at fortælle mig, at jeg ikke var alene. Når vi ikke kan se dem med vores fysiske øjne, så kan de vise sig igennem andre fysiske væsener.

Det er blevet til sangen nedenfor:

 

Angels In Nepal

 

Angels In Nepal

Family and friends, the faith of my youth

All left behind in search of the truth

Lonely, bewildered in mountains far away

Nowhere to go, no place to stay

 

Started climbing a mountain

Not a soul in sight

Lost in my search, nothing felt right

In my loneliest hour, depleted of power

Five small children filled my palms with flowers

 

In their smiles I heard voices of another sphere

Singing: "Do not fear"

 

Earthquakes in faraway lands

I try to speak but no one understands

Lonely bewildered in mountains far away

No place to go but I can't stay

 

A blind step into the fog

First one I meet is a stray dog

I never got a shot, afraid of his bite

My greatest fear became my guide

 

In my guide I heard voices of another sphere

Singing: "Do not fear"

 

When you're lost and all alone

No matter where you are

Know you're always at home

All of us may hear

If we listen with our inner ear

Listen, listen for the music of another sphere

Angels singing: "Do not fear"

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

You Might Also Like:

Tilpasning eller oprigtighed? - Look Mama

April 2, 2018

Nytårsaften på Audonicon i Skanderborg

December 17, 2017

1/4
Please reload

Om mig

For at lære mig bedre at kende, vil jeg anbefale dig at læse mine blog-indlæg

 

Læs mere her

 

Search by Tags
Please reload

© 2016 Min Sang by Rune Funch - rune@min-sang.dk